| OM MANXKATTEN De talrige myter og legender der eksisterer om racen, vil vil jeg ikke gentage her. De findes overalt på nettet, ofte sammenblandet og misforstået. Også misforstået er forskningen om racen. For forskere er ekstremer og defekter interessante, men for "ofret" Manxkatten er resultaterne blevet skæbnesvangre. Et dårligt rennomme, der især hos mennesker, der aldrig har set en Manx , er blevet et hot emne. En yderligere hindring for racens sundhed, er en engelsk og en FIFe-racestandard, der siden 1920 har ønsket en fordybning foran stedet, hvor halen skulle begynde - dvs et ønske om en defekt kat (manglende korsben). På grund af avl hen mod dette raceideal nedlagdes stats- katteriet på øen Man - en stor turistattraktion - men vurderedes af øens dyrlæger som dyreplageri. Det skal tilføjes, at der stadig lever masser af haleløse katte på øen, både i den fri natur og sammen med mennesker, som de har gjort det i århundreder. Årelange anstrengelselser fra opdrættere indenfor FIFe med ønske om standardændringer, er konstant afvist, og resultatet er blevet, at Manxopdrætterne har, ligesom jeg, forladt FIFe, for at få lov til at opdrætte SUNDE katte, efter en standard, der ikke forlanger defekter. Manxkatten er - uanset halelængde - et unicum katteverdenen. At så meget sødme, kløgt og udtryk kan rummes i kat er næsten uforståeligt. Skarpe sanser og instinkter og dertil selvsikkerhed og tolerance, men også arrogace der utvetydidigt udtrykkes gennem øjne og kropssprog. Derfor bruger den sjældent sin stemme, men til gængæld kan den spinne meget højt, og det benytter den flittigt. Pelsen er fyldigere end hos de fleste andre korthårskatte, den er
minklignende, tæt og fyldig, en såkaldt "dobbeltpels", der nærmest
er vandskyende. Pelspleje er ikke påkrævet, men en tættekam fjerner løse hår i fældetiden,
og nydes af katten.
|
||
|
|
|
|
|
|
